24 Timers løb på Bornholm

Jeg besluttede mig for at løbe Bornholms 24 Timers løb første gang jeg så det annonceret, selvom det ligger tidligt på sæsonen.
Jeg havde noget at revanchere, fordi jeg i Søndersø blev syg allerede efter ca 30 kilometer.
Jeg ankom til Solskinsøen allerede onsdag eftermiddag, så jeg også kunne lege turist i 2 dage før løbet.
Jeg ladede op til løbet, ved om torsdagen at cykle fra Rønne til Hammershus, og om fredagen fra Rønne til Almindingen. Vi startede med at løbe på en 1578 Meters rundstrækning, der om natten blev forlænget til 1663 Meter, også afsluttes med 530 Meter.
Min taktik var helt klar. Ikke kægge for hårdt ud, holde en tempo på ca 8-9 kilometer i timen så længe kræfterne varer, også håbe på ikke at gå ned, så jeg vil kunne holde en rimelig tempo.
Jeg havde besluttet mig for ikke at holde pauser, andet end for at drikke og spise. Hellere holde sig på ruten hele tiden, end risikere at gå rigtig kold, efter en pause. De første timer kørte på rygmarven, hvor jeg knap kunne føle nogen træthedsfornemmelser.
Efter ca 6 timers løb kommer den første svaghedsfornemmelse, men efter at have fået noget pasta og fået skiftet tøj, føler jeg mig ovenpå igen.
Men trætheden rammer mig, ikke som en hammer, men den kommer snigende. Hvor jeg før ved væskedepotet, smed det tomme krus i den første affaldspose, for så at sætte i løb igen, forlænges det til næste affaldspose. også senere til næste igen. Mørket falder på, og ruten ændres.
Nu begynder det at blive en anelse enerverende. Jeg kender ruten til bevidstløshed efterhånden. På et tidspunkt bliver jeg tvunget til at gå. Jeg går halvdelen af ruten, og løber halvdelen.
Løb er måske for stort et ord. Men det går trods alt hurtigere end ved blot at gå.
Min tanke er nu på min personlige rekord. Hvor jeg midt på natten stadig lå til at komme over de magiske 200 kilomer, ser jeg det langsomt falde. Benene bliver tungere og tungere, og nu er jeg også ved at få kvalme. Jeg må så trøste mig med, at de andre ser ud til at have det lige så hårdt. Der falder en let silende regn, og det er hundekoldt
Ved 11-tiden ser jeg, at min personlige rekord er hjemme, og jeg slæber mig en omgang eller 2 mere. Kvalmen er nu ulidelig, og jeg må ofre til guderne. Jeg ser ingen grund til at fortsætte længere, da jeg hverken kan avancere eller tabe en plads i den samlede stilling, og bliver noteret for 182,4 km
Det var et godt veltilrettelagt løb, hvor der ikke manglede noget til os løbere. Også bedre end i Søndersø, for det er et reelt resultat der kommer.
Ruten er god. Man kan hele tiden holde øje med konkurrenterne. Har man nogen fixpunkter, kan man hele tiden se, om man taber eller vinder ind på konkurrenterne.
Efter løbet tilbage til vandrehjemmet, og slappe af. Benene har det såmænd rimeligt, bortset fra, at fodsålerne har det som om man der været i behandling af det forhåndværende DDR's sikkerhedspoliti.
Så jeg regner med, at ta' til Bornholm igen næste år, den første weekend i maj.