Efterårstur

Efterårstur

Da min pinsetur havde gået nordpå til Skagen, besluttede jeg mig for at min efterårstur skulle gå sydpå, til Sønderjylland. Det skulle være en tur på circa en uge. Udgangspunktet skulle være Støvring, hvortil min samleverske kørte mig til. Jeg havde besluttet mig for at gå langt det første døgn, til Givskud, hvor der var vandrehjem. Der var optaget i Viborg, så jeg var faktisk tvunget til at gå langt på den første etape, da jeg havde valgt ikke at medbringe telt.
Det var en vidunderlig morgen, da jeg gik avisruten. Der var nogle fantastiske skyformationer. En af dem viste på det nærmeste Danmark, hvor kun Bornholm var placeret en smule forkert. Jeg blev hentet af min samleverske i Grindsted, og efter at have fået morgenmad kørte hun mig til Støvring, hvor min vandring startede, og ville slutte
Jeg startede med at sætte mig ved en tankstation og ryge en smøg. Jeg gik ud af Gl Viborgvej mod Suldrup. Da jeg efter en lille time nåede til Hjedsbæk satte jeg mig ved en parkeringsplads, for at spise lidt chokolade. Der ankom en lastbil, og chaufføren tilbød mig, at jeg kunne tage med til Vejen, men jeg afslog. Ideen med turen var jo, at jeg skulle være på vandring.
Lastbilen fortsatte. Jeg kastede et blik på søen ved parkeringpladsen, overfor lå der en kro, som så ud forlængst at have huset sit sidste bal. Den så noget forfalden ud. Jeg fortsatte min vandring på den skønne septemberdag. Markerne var blevet høstet for korn, og jeg så at der var ved at blive pløjet og havret, så man kunne gå igang med næste års afgrøder. Jeg kom igennem Suldrup og nåede Sønderup, hvor jeg måtte ud på den stærkt trafikerede hovedvej mod Viborg. Når lastbilerne kom kørende forbi, måtte jeg holde godt fast i kasketten for at den ikke skulle blæse bort. Jeg ville væk fra hovedvejen, og drejede fra i St. Binderup, kom ud på de små veje, og gik mod Aalestrup. Jeg kom til Testrup, hvor der en kirke, hvor jeg satte mig på kirkegården for at hvile og spise lidt. Indtil midt i 1700 tallet havde der her været en hospitalskirke. Her havde der valfartet mange til i middelhavet for at blive helbredt. Lidt derfra ligger Sct Sørens Kilden, der havde ry for at have helbredende evner. Jeg fortsatte, og snart nåede jeg til Aalestrup. Jeg havnede igen ude på hovedvejen, og snart nåede jeg Møldrup, hvor der var en mindre befærdet vej mod Viborg.
Det var nu blevet først på aftenen, og det begyndte at blive lidt køligere. Jeg var ikke begyndt at blive træt endnu, og holdt en jævn fart, da jeg havde tænkt mig, at gå hele natten.
Igen kom jeg ud på hoveevejen.
Jeg gjorde ophold ved en restaurant, og fik noget af spise, hvilket jeg temmelig sikkert ikke skulle have gjort. Kort tid efter begyndte jeg nemlig at blive småsløj.
Jeg skulle gøre holdt i Viborg for at forsyne mig med drikkelse. På en eller anden måde lykkedes det mig på det nærmeste at fare vild. Men jeg nåede da ind til centrum. Da havde kioskerne lukket, og jeg måtte ind på en grillbar for at købe Cola til en ublu pris. Turen gik mod Vejle. Jeg kom forbi Søndesø, hvor jeg har deltaget i nogle 24 timers løb. Jeg nåede ud ud byen og nåede Birgittes Lyster, hvad de så end består i.
Jeg ville gå ad en lille vej, som var på kortet, men kunne ikke finde den, og måtte derfor følge hovedvejen hvor der næsten ingen trafik var. Jeg fik kvalme. Jeg skulle ikke have spist på Cafeteriet. Natten er lang når man er træt og søvnig og småsløj. Jeg nærmede mig Kompedal Plantage og Engesvang. Kompedal. Navnet bragte minderne frem. Der havde jeg i min ungdom aftjent min værnepligt som militærnægter. Der havde jeg røget meget fnisetobak og fået LSD. Jeg satte mig i et læskur, og funderede lidt over tilværelsen. Det var så småt begyndt at lysne. Jeg følte mig meget sløj, som havde jeg influenca. Jeg røg en smøg en fik lidt Cola, og fortsatte vandringen. Nåede Engesvang, og fortsatte mod Bording. Nu var der meget trafik, og jeg fortrød, at jeg ikke havde taget en anden vej. Gik gennem det ensformede landskab. Kom forbi en Campingplads, og fortrød at jeg ikke havde taget telt med. I Gl Hampen gik jeg ind for at se om der kørte nogen busser, da jeg var sløj. Det gjorde det ikke og jeg gik ad en mindre vej til Nr Snede. Der var en monsterbakke, der skulle forceres, og det virkede noget uoverskueligt. Nåede endelig til Nr Snede. Købte en uspiselig pizza på en tankstation, og måtte ofre den til guderne. Det virkede for uoveskueligt at nå Givskud. Kunne ikke nå det inden aften. Iflg busplanerne kørte der ikke flere busser den dag. Heldigvis viste de forkert, og jeg tog en bus til Vejle, og satsede på, at der var plads på vandrehjemmet. Det var der heldigvis, men til overpris. Brækkede mig om natten, og tænkte på at opgive foretagenet.
Heldigvis var jeg frisk som en havørn, da jeg vågnede.
Næste etape var ikke lang, da jeg kun skulle til Kolding.
Jeg fandt en en vandrerute, Viufkærruten, der førte lige dertil. Planen var at besøge mine forældres gravsted i Vester Nebel. Det så ud som om ruten førte der igennem, men nej. Pludselig var jeg i udkanten af Kolding, så besøget på gravstedet måtte vente til en anden gang. Kom til Vandrehjemmet, hvordefter jeg gik lidt rundt i byen. Fandt et Kina cafeteria, og spiste nogle risretter. Jeg tænkte lidt på min barndom I Vester Nebel. Hjemmet et husmandssted brændte, da jeg var 4 år. Året efter blev min mor syg. Kom til undersøgelse i Kolding, og døde et par uger efter.
Fra Kolding skulle jeg til Løgumkloster. En tur på circa 80 kilometer, så jeg begav mig afsted på vandringen allerede ved 4 tiden.
Nåede Vamdrup, da det var ved at lysne. Så endnu engang forkert på kortet, og måtte forcere en skrænt for at komme ud på vejen.
Det viste sig at være en motortrafikvej, hvor man hverken måtte cykle eller gå, hvilket jeg ignorerede.
Kom til Jels, og fulgte en cykelsti mod Toftlund. I Toftlund købte jeg en cola, og noget slik, og gik det sidste stykke mod Løgumkloster. Jeg nåede Løgumkloster lige tids nok til at kunne indskrive mig på vandrehjemmet.
Gik lidt rundt i byen. Jeg havde engang gået på efterskole i Løgumkloster, og gik forbi den, netop som de sad i madsalen og spiste. Overvejede et øjeblik om jeg skulle aflægge forstanderen et besøg, men droppede det. Fandt et værtshus, gik ind og bestilte noget biksemad og et par Tuborg. Løgumkloster. 35 år siden jeg havde gået på efterskole her.
Jeg huskede de ture vi havde løbet om morgenen. Jeg mindedes tiden, min Ungdoms Vår, så at sige. Et af mine bedste år.
Næste mål var Ribe. En ikke lang tur på ca 50 kilometer, men som sædvanlig kom jeg ud på en omvej.
Nord for Skærbæk, hvor jeg havde spist en sandwich, drukket en cola og røget en smøg, holdt cykelstien op, og jeg befandt mig på en hovedvej. Efter et par kilometers vandring, så jeg en skilt, der angav en vandrerute. Driverstien. Den førte mig ud i marsken helt ud til dæmningen. I det fjerne så jeg et kirketårn, som jeg ikke syntes jeg kom nærmere. Landskabet var helt fladt. På markerne græssede der får. Da vejen drejede flere gange, begyndte jeg at få den fornemmelse, at den ikke førte til Ribe, hvor jeg helst skulle være inden kl. 6. Vejen drejede igen, og nu kunne jeg igen ses kirketårnet. Den førte gennem en plantage, og jeg havde ingen anelse om, hvor langt det var til Ribe.
Endelig nåede jeg en vej. Vejen til Mandø, og så vidt jeg husker var der 12 kilometer til Ribe. Kom igennem nogle småbyer, og øjnede Ribe i det fjerne. Jeg spurgte en om vej til Vandrehjemmet, og som sædvanlig blev jeg vist forkert. Vidste dog, den var i Centrum af byen, og fandt den lige lidt i 6, hvor man skulle være indskrevet. Gik ud i byen på smertende fødder. Fik noget at spise, og gik tidligt i køjen. Jeg havde langt at gå de næste dage.
Så en forretniong der hed Maren Splid, og kom til at tænke på Middelalderens heksebrændinger. Alle, der ikke havde den rette tro blev brændt, efter skueprocesser, der ikke lod processerne i det tidligere Sovjetunionen meget efter. De var dømt på forhånd. Brændte man dem ikke lod man dem gennemgå vandkuren, hvor de fik noget tungt bundet på sig. Hvis de flød ovenpå var de uskyldige, og druknede de var de skyldige. Millioner havnede på bålet i Midelalderen, hvor den spanske Inkvision havde stor magt, specielt i Sydeuropa. Slog høsten fejl, eller var man forfulgt af uheld kunne man altid angive en eller anden som heks, hvis man da ikke gav Jøderne skylden. Mange af de dømte var kvinder, og under forhørerne tilstod mange seksuel samkvem med Satan selv, og at forhekse befolkningen
Efter at have indtaget morgenmad på vandrehjemmet i Ribe, begyndte jeg den lange vandring mod Herning.
Det var endnu en vidunderlig dag. Ad små veje gik jeg til Bramming, hvor jeg på torvet sad og spiste middagsmad bestående af chokolade og sodavand. En skoleklasse kom forbi, og eleverne fik is. Lærerinden kom over og gav også mig en is. Bramming, jeg havde været der et par gange før, når jeg havde taget på stop fra Løgumkloster til Tarm. Jeg kom nu ud på hovedvejen, en rimelig stær trafikeret vej, men jeg ville ikke vove mig ud på de små veje, da mit kort ikke var særligt detaljeret, og jeg let kunne komme på en omvej. Jeg ankom til korskroen, hvor jeg en enkelt gange havde været til speedway. Jeg satte mig, røg en smøg drak en sodavand og spiste noget chokolade. Benene havde det rimeligt godt. Jeg kom til Varde, og spiste en kebab, der ikke smagte særlig godt, drak en cola, og vendte snuden mod barndomsbyen Tarm. Uden for Varde begyndte mørket langsomt at sænke sig, og det blev lidt køligere. Det var stjerneklart, og jeg så et stjerneskud. Jeg kom til den lille by Lyhne, hvor det lod til at være fest og glade dage på kroen. Jeg nærmede mig barndommens egn. Jeg kom forbi den granplantage, der var ejet af forstanderen på det børnehjem hvor jeg var opvokset, og hvor vi havde trællet for ham. Bygget hans sommerhus, plantet gran eller fyrretræer, og renset ud mellem træerne.
Det var mørkt, det var blevet over midnat, da jeg ankom til Tarm. Tarm hvor jeg tilbragte 7 år på børnehjem, og hvor jeg boede 2 år, da jeg tog min H.F Jeg var træt, meget træt. Tarm lignede en spøgelsesby. Der var ingen gadelys tændt.Meget symbolsk Jeg var lige ved at gå forbi børnehjemmet Solgården uden at opdage det. Den lignede sig selv. Nu er det Luthersk Missions Efterskole. En stor rød bygning. Foran, var der stadig den store græsplæne, som jeg havde slået utallige gange. Ingen lys. Det kunne være et symbol på min glædelsesløse barndom, efter mine forældres alt for tidlige bortgang. Luthersk Missions Børnehjem. Sort, glædesløs kristendom. Et levn fra fortiden. Tæsk, ikke at jeg fik tæsk, men de fik de fleste andre. Femmands sovestuer. Der var ikke megen glæde at hente de første år efter mine forældres død. Jeg var som faldet i et mørkt hul. Morgenanandagt, bordbøn, søndagsskole, møder i missionshuset. Var der da ikke andet? Arbejde efter skoletid. Mugning ud hos hønsene, pasning af heste, frugtplukning, flytning af vandrør. Lyspunkterne var ferierne og nogle weekender, hvor jeg blev hentet af min svoger eller mine brødre, der kom og besøgte mig. Eller når jeg besøgte min familie i Esbjerg Det hele var nok ikke så sort som jeg beskriver det. Der var altid nogle at leg eller spille fodbold med, når de daglige pligter var overstået.
Jeg slæbte mig igennem min barndomsby. Først i Centrum, var der tændt gadelys. Jeg gik forbi skolen, hvor jeg havde gået i 7 år. Det var som om byen var i forfald, lukkede forretninger, genbrugsforretninger. De forretninger der var her for 30 år siden var lukket, sikkert forlængst, og der var knapt nok kommet nye til. Det mindede lidt om Østeuropa fra før Murens fald, eller var jeg bare i dårligt humør, over at gense min barndomsby. Jeg satte mig på en bænk og røg en smøg. Jeg vil ikke sige, at det var med glæde jeg mindedes Tarm. Børnehjemmet, Skolen, Gymnasiet. I det fjerne hørte jeg en fulderik råbe op. Som sædvanlig når jeg er godt træt får jeg den fornemmelse, at jeg befinder mig i et paralelunivers.
Jeg mindes min dåb. Jeg blev døbt da jeg gik i 6. klasse i 1967 året før jeg skulle konfirmers.
Jeg ved, jeg bare ved at det var året efter jeg blev konfirmeret. Men det var i 1969 ifølge mine skolepapirer.
Jeg mindes de vanvittige drømme og hallucinationer jeg har haft. Det var ikke Jesus Kristus, der blev korsfæstet, men Bacchus, Krshna og Buddha. Bacchus der I Persien blev korsfæstet. Myten om Kristus er stjålet direkte derfra, som alle der historier er stjålet fra andre religioner og mytologier. Osiris, der bliver lokket i en kiste og myrdet af Seth. Ganesha, der bliver dræbt af Shiva, og genopstår med elefanthoved. Forræderen Jehova, Jahve eller hvad man ellers kalder ham. Det var ham der er den faldne engel, og ikke Lucifer. Jehova, der skal dømme levende og døde.
I et af mine syner har jeg set, hvordan Bachhus som hævn for sin korsfæstelse korsfæster Jehova på en Svastika, et hagekors. Jeg rejste mig, og gik mod Borris. Jeg gik forbi vejen, der førte mod Vejle, der var ingen skilte, som jeg kunne se. Så jeg måtte ud på en omvej, og kom ud på ringvejen. Jeg gik mod Sdr Omme, og kunne ikke huske, hvor mange kilometer, der var til jeg skulle dreje af mod Borris. Jeg havde fundet nye kræfter frem, og følte mig ikke længere så træt og desillusioneret, som jeg havde gjort det i barndomsbyen, Spøgelsesbyen Tarm. Tarm med de slukkede gadelygter, som jeg altid vil huske den for. Tarm. Endeløse Trøstesløse Tarm. Jeg fandt vejen til Borris. Det var stadigvæk nat, og tæt tåge. Jeg mindedes turene jeg på cykel havde foretaget for at besøge min onkel i Borris. Det virkede som var det flere århundreder siden. Var det virkelig på denne vej jeg var cyklet? Årene, der så hurtigt går. Hvor bliver de af. Hvor bliver Tiden af. Forsvinder den bare for at lægge sig som erindringer i vores bevidshed?. Mennesket har en forbavsende evne til at filtrere oplevelserne, glemme de dårlige minder, og huske de lyse, eller gør de? Kilometerne føles ikke specielt lange. En enkelt gang kommer en bil, men ellers er alt roligt Jeg passerer Skjern å og nærmer mig Borris. Jeg kan øjne lysene i det fjerne. Jeg passerer en gård, hvor min bror engang har arbejdet. Jeg ankommer til Borris, og går ind på den mørke kirkegård, hvor min onkel ligger begravet.
Jeg sætter mig på en bænk, ryger en smøg, og mediterer over Livet og Døden, hvad der er meget nærliggende når man sidder på en mørk kirkegård. Livet Døden. Hvad er der før Livet, og hvad er der efter Døden? Før Livet er der Døden og efter Livet er der Døden. Efter Døden er der Livet Det hele er en ring. En ubrydelig ring. Reinkarnation.
Hvad er der så mellem Livet og Døden og Døden og Livet?
Min tid i Borris, min faders Død. Jeg husker en mærkelig hændelse i 1963. Jeg sad i stuen sammen med min far, og så TV. Hvad så vi. Vi så 10000 M finalen fra Tokio året efter. Jeg husker det som var det i går.
Det var i huset i Borris vi så det. Min far døde i foråret 1964, men det forhindrede os ikke i at se 10000 meteren fra Tokio. Nogle vil sige, at min hukommelse spiller mig et puds, men jeg er sikker i min sag. Beviser. Sådan noget kan ikke bevises.Hvordan kan det da være muligt? Fordi Tiden er en Illusion? Fordi jeg lever i en paralelverden.? Mens jeg sad på kirkegården og tænkte på min onkel, kom jeg til at tænke på en oplevelse jeg engang havde.
Jehova henvendte sig til mig, og sagde. Jeg har korsfæstet din onkel på en svastika, og vil gøre det samme ved dig, hvis du ikke vil være min Profet, en Profet med Øksen. Han fortalte mig, at jeg var større end Jesus Kristus, og han ville erobre Verden gennem mig. Han fortalte mig, at der ikke var plads til andre i Himmerige end Ham selv. End ikke hans Søn Jesus Kristus var der plads til der. Alle andre skulle brænde i Helvede i evig tid. Da jeg nægtede at gøre hvad han forlangte, mærkede jeg at han prøvede at sømme mig fast på en ladeport Heldigvis dukkede en anden Gud op, en langt bedre Gud. Solguden Ra. Tro ham ikke sagde han. Det er mig, der har korsfæstet Jehova. Jehova dræbte alle andre Guder end mig. Det var dengang alle var Guder, og Guderne var Stjerner og Planeter. Han lod dem lide utroligt meget i Helvede, hvor han holdt alle fangne. Jeg er Ra Solen selv. Den livsgivne. Jeg bogstaveligt talt åd Jehova. Jeg blev nødt til at spise hele universet for at befri stjernerne og planeterne fra Jehova. Jeg lod mig genføde som dig Jeg besejrede ham ved Armageddon, der foregik før Jordens og Menneskenes tilblivelse. Jeg er også Lucifer, Shiva, Bachhus, Krshna og Buddha. Faktisk er Jeg alle Guder undtagen forræderen Jehova. Kært barn har mange navne. Jeg lod mig genføde som dig, for at du kan besejre ham endegyldigt. Livet er evigt, og selvom jeg dræbte monstret Jehova, der ledede det store opgør mod mig, levede han videre Men i 13 Milliarder år holdt jeg ham fangen på en Svastika, hvor han led alverdens smerter. Da jeg gik ud som Sol, dræbte jeg hele universet godt som ondt. En del af mig genfødtes som Sol, og resten af Mig som Dig.
Hele universet har jeg skabt for dig. For at du kan besejre Jehova. Du er den Kosmiske Kristus, der engang for alle skal gøre det af med ham. Det er et symbolsk, mytisk slag. Grunden til at han viser sig for dig, er at han blev nødt til at lade sig genføde. Fordi han blev en del af mig da jeg dræbte ham, er han også en del af dig. Men eftersom jeg kunne besejre ham, ved jeg også at du kan besejre ham. Han er en dæmon. Dæmonernes Dæmon. Jeg ved at du ligsom mig, vil korsfæste ham på en svastika, og det der er værre. Et symbolsk, mytisk slag. Jeg vidste hvordan jeg skulle besejre ham.
Det begyndte at lysne, og jeg prikkede hul på en vabel, og skiftede strømper, hvorpå jeg fortsatte min vandring. Jeg kom forbi det lille hus. Hvor jeg havde boet som barn. Huset hvori min fader døde. Hvor han tabte sin årelange kamp mod kræften. Min fader. Som jeg husker ham. Lige som mig en mand af få ord. En mand, der kunne mere end sit Fadervor. En mand, der aldrig lagde hånd på os børn, hvad vi end havde gjort
Jeg nærmede mig Sdr Felding, og kom forbi de næsten bundløse søer, hvor der engang blev udvundet brunkul, og hvor næsten hele min familie havde arbejdet. I Sdr Felding købte jeg morgenmad, fortærede det og fortsatte mod Herning. Jeg gik med rimelig høj fart, da jeg begyndte at kunne mærke min gamle skade i låret. Det blev bare værre og værre, og det foregik nu i snegletempo.
Det var varmt, meget varmt for en septemberdag at være, og en uges vandring var begyndt at sætte sine spor. Min gang blev let slingrende, og rygsækken føltes meget tung, og vablerne var endnu engang begyndt at gnave.
I Kibæk, måtte jeg bide i det sure æble, og tage bussen til Herning, for ikke at forværre skaden. Der var stadigvæk langt til Aalborg. Vandrehjemmet i Herning, lå selvfølgelig i den anden ende af byen, og som sædvanlig så jeg forkert på kortet, og efter en omvej måtte jeg ind på biblioteket for at se et kort over Herning. Godt træt indskrev jeg mig på vandrehjemmet.
Jeg lagde mig godt træt i sengen og tænkte på turen.
Turen gik nu mod Viborg, efter at jeg havde spist et godt solidt morgenmad på vandrehjemmet jeg fulgte en nedlagt jernbanespor, hvor jeg engang havde løbet en Halvmarathon, og var blevet nr 2. Tempoet var ret langsomt, da jeg havde en mindre skade i låret. Jeg passerede Karup, og fulgte en sti Alheden, der gik hele vejen til Viborg. Det var endnu en vidunderlig efterårsdag, med en bagende Sol. I Frederiks købte jeg vædske og smøger. Jeg nåede Viborg sent aften og spiste buffet på en restaurant. Derfra gik turen mod Støvring, samme vej som jeg var kommet for en uges tid siden. Gennem Møldrup. Gik ad Hovedvejen mod Aars, hvor jeg satte mig, og røg en smøg. Jeg havde vabler, og benene var tunge, og jeg var godt træt efterhånden
Kom endnu engang ud på den stærtkt trafikerede hovedvej, nåede Sønderup, og gik mod Støvring Jeg gik opad en bakke nær Støvring, og jeg begyndte at hallucinere.
Jehova viste sig for mig i al sin Ækelhed. Jeg så ham med et barn i hånden som han kastede i et flammende bål.
Jeg så ham rive et ufødt Barn ud af livmoderen på en Kvinde og æde det
. Jeg så ham røvpule Jomfru Marie, mens han var forklædt som æsel, og brægede. Sådan skabte jeg horeungen Jesus Kristus
Samtidig bad han om nåde. Skån mig du Solens Søn bønfaldt han.Hvorfor skal Jeg Jehova, da i Helvedets flammer da kastes.
Jeg svarede overbærende. Du skal da ikke tro, at du kan nøjes med at brænde i Helvedes flammer. Husk hvad du gjorde mod Osiris, da du spillede Seth, lokkede ham i en kiste, og parterede ham. Du prøvede jo samme nummer med mig. Men jeg lod mig ikke lokke. Det er det der adskiller Osiris og mig. Hver gang du blinker med øjnene og trækker vejret bliver du hakket i småstykker, og samlet i tilfældig orden. Hvordan kan jeg da undgå at trække Vejret, og blinke mig øjnene spurgte han. Jeg svarede. Hvis du vil undgå at blinke med Øjnene, så skær for Satan i Helvede da dine Øjenlåg af. Hvis du vil undgå at trække Vejret, så hiv for Satan i Helvede da dine Lunger ud. Det er noget du kan ønske at gøre, men også kun ønske. Jeg har tit tænkt på, hvordan en Gud som Osiris, kunne tabe Spillet til dig. Men det var fordi, jeg målte det udfra din nuværende styrke, hvor du ikke kan sige en sætning i sammenhæng. Jeg glemte, hvordan du var da du var stærkest. Jehova, du har aldrig været specielt klog, men altid bondesnu.
Mine vabler smertede, benene var tungere end bly, og jeg kunne knapt nok gå
Jeg nåede dog Støvring, og så toget køre lige for snuden af mig. Heldigvis gik der en bus en halv times tid senere. Nåede Aalborg, og tog bussen hjem mod Sulsted. Da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg to sole. Sole, som dannede øjnene på en sort kat, en af Ra's mange skikkelser Det var en tur, hvor jeg som så ofte før rejste både i naturen og i mit eget indre. Med andre ord en god gang træning